På en weekendtur til Nungwi oplevede vi alt fra smukke strande og luksushoteller til gadesælgere og venlige, lokale buspassagerer.
Af Mathilde Aavild Rahn, Pernille Lauridsen og Frida Conrad, elever på Zanzibar Højskolen
Til trods for at vi har det som blommer i et æg her på højskolen i Paje, så besluttede nogle af os piger at tage på en weekend get-away i kystbyen Nungwi i det nordlige Zanzibar.
Nungwi er kendt for sine smukke strande og er generelt et populært rejsemål på Zanzibar med mange hoteller, lokale små boder, restauranter og god stemning.
Da vi normalt på højskolen lever i lidt af en sandkasse med hverken aircondition, brunch eller regelmæssig vand og strøm, følte vi os nødsaget til at indlogere os på et 3-stjernes spahotel lige ved vandkanten.
Efter glædestårer og dans over absolut grænseløs luksus, så vi os klar til at iklæde vores nyindkøbte, landsbyvenlige sækkekjoler og gå på opdagelse i downtown Nungwi.
Vi handlede både hos ”Mister Cheap price” og ”Mister speciel-price-for-you-my-friend” i de velkendte ”pole-pole” shops, hvor fuldstændig identiske varer bliver solgt med stor variation i pris.
Når forhandlings- og shoppeevnerne slap op, måtte de begrænsede swahilievner i brug for at danne venskaber på tværs af forskellige kulturer. Der var ikke den lokale, som ikke havde lyst til at blive vores nye rafiki (læs: ven).
Her var ingen sure miner, stress eller akavet stilhed – alle blev mødt med stor venlighed, interesse og opmærksomhed, som stor kontrast til en smuttur ned af strøget i København.
Efter en skøn weekend med tonsvis af pandekager, vandarobic i den famøse pool og ingen søvnløse nætter, forlod vi Nungwi. Valget af hjemstransport faldt på en dala-dala – de lokale busser på Zanzibar, som har deres helt egne uigennnemskuelige busplaner.
Oven på en weekend i luksus følte vi os klar til at komme tilbage til den kulturelle virkelighed. Og selvom vi troede, at vi havde oplevet det meste – så hev en af de lokale mænd en vandmelon samt en rusten dolk op af tasken i dala-dalen (som var det det mest normale), hvilket betød frugt til hele forsamlingen.
Der var ingen forskel på, om man var turist eller lokal: alle følte sig velkommen og inkluderet i det lille, sammenklemte fælleskab.
Udenfor dala-dalaen gik solen ned. Vi var atter klar til at komme tilbage til højskolelivet og vores venner i sandkassen.
