Hands On Zanzibar
Lokale samarbejdsprojekter
På linjefaget Hands On Zanzibar kombinerer du teori og praksis gennem ligeværdige samarbejdsprojekter med lokalbefolkningen. Som elev får du hands-on erfaring i projektplanlægning, udførelse og evaluering. Med fokus på ligeværdige partnerskaber styrker faget ikke kun tekniske færdigheder inden for projektledelse, men fremmer også kulturel forståelse og gensidig respekt. Fra ideudvikling til implementering lærer du at navigere gennem udfordringerne ved tværkulturelt samarbejde og skabe bæredygtige resultater til gavn for både lokalbefolkningen og højskolefællesskabet.
Praksisnært og lokalt forankret
I dette fag forener du teori og praksis i forskellige lokalforankrede samarbejdsprojekter, der primært fokuserer på kulturudveksling med børn og unge fra lokalområdet. Du kommer til at have en ledende rolle og nøglefunktion i både planlægning og udførelse og bliver klædt på med en bred vifte af projektledelsesværktøjer, lige fra idé- og konceptudvikling til praktisk eksekvering og evaluering. Som en del af strukturen, kommer du til at lede dine medkursister – alle dem der ikke har faget – som deltager som frivillige i de forskellige projektsammenhænge.
Eksempler på indhold i undervisningen
Sæt dit aftryk
Gennem tiden har elever fra forskellige hold beskæftiget sig med projektudvikling inden for meget forskellige områder og af forskellige størrelser. Vi har for eksempel startet en lokal fodboldklub, bygget skralde stationer i landsbyen og startet en lille fabrik med sæbeproduktion, der i dag styres af lokale kvinder. I dag lever mange af disse projekter stadig, og overleveres fra hold til hold, men der startes i ligeså høj grad nye projekter op på hvert hold, der udvikles af de elever det enkelte hold nu engang består af.
Det ene udelukker ikke det andet
Uanset hvilket linjefag du vælger, vil du stadig have mulighed for at krydre dit ophold med en række forskellige tilbud med fokus på idræt, volontørarbejde og frivillige projekter – Læs mere om dette under vores interessefag.