Generelle Betingelser for ophold under 3 måneder
OM ZANZIBAR HØJSKOLEN v/ Global Højskole ApS
Zanzibar Højskolen er en skandinavisk højskole beliggende på tropeøen Zanzibar, ud fra Tanzanias østkyst. Zanzibar Højskolen tager afsæt i den danske højskoleånd og har eksisteret siden 2004. Zanzibar Højskolens fokus er dannelse, socialt samvær og samfundskritisk tænkning.
Helt konkret søger vi at skabe indsigt og udsyn ved at lade mødet mellem den skandinaviske og tanzaniske kultur danne afsæt for selvrefleksion, kritiske diskussioner og erfaringsudveksling. Zanzibar Højskolen er samtidig rammen for hyggeligt, afvekslende valgfagsundervisning og sjove stunder, hvor venskaber på tværs af kulturer mødes.
Vi har i samspil med lokale fra øen, etableret en højskole som byder på spændende og nytænkende undervisning i hovedfag som selvindsigt, kulturforståelse, og miljøkendskab, sport og swahili m.m. Som bifag undervises der i projektarbejde, og som fritidsaktivitet kan man tilkøbe forskellige watersports, udflugter m.m. Eleverne er aktive deltagere i ét til flere frivillige samarbejdsprojekter med de lokale beboere. Her er de bl.a. – via en fælles donation – med til at skabe diverse udviklingsprojekter i lokalsamfundet. I midten af forløbet har deltagerne mulighed for at deltage i en 12-dages adventure-tur, hvor Zanzibar Højskolen tager på eventyr i Tanzania.
Zanzibar Højskolens hovedformål er at skabe gensidig globaliserede dannelsesprocesser mellem skandinaverne og andre kulturer i verden. Dette ud fra en ideologi der bygger på at være med til at skabe mere bevidste og oplyste verdensborgere.
Global Højskole ApS udfører ideologien ved at tilbyde højskoleophold af kortere og længere varighed i udlandet. Her bliver samspillet med de lokale implementeret med de danske højskoleværdier, hvor folkelig oplysning, demokratisk dannelse og livsoplysning er omdrejningspunktet.
Global Højskole ApS har et fantastisk samarbejde med det veletablerede danske rejsebureau, Unitas Rejser A/S. De fungerer som Global Højskole ApS’ rejseudbyder og står for at give gode billetter til Global Højskole ApS’ destinationer, og samtidig sikrer de, at elever på Zanzibar Højskolen har en professionel rejsepartner, samt bedre vilkår i samarbejde med Gouda Rejseforsikring.
Når du tilmelder dig højskoleophold på Zanzibar Højskolen sker det via Global Højskole ApS som formidler, men med Unitas Rejser A/S som rejseudbyder og din aftalepart.
BETINGELSER
OPHOLD UNDER 3 MÅNEDER
Disse ophold er omfattet af Lov om Pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt Rejsegaranti-fondsloven. Unitas Rejser A/S’ Almindelige betingelser for pakkerejser og Standardoplysningsskema B for aftaler om pakkerejser er gældende bortset fra undtagelserne nævnt under OPLYSNINGSPLIGT, samt AFVIGELSER FRA GENERELLE PAKKEREJSE REGLER OG FORBEHOLD.
Unitas Rejser A/S’ Almindelige betingelser for pakkerejser:
http://www.unitasrejser.dk/media/2190732/almindelige-betingelser-2018-unitas-rejser.pdf
Unitas Rejser A/S’ Standardoplysningsskema B for aftaler om pakkerejser:
http://www.unitasrejser.dk/media/2190735/standardoplysningsskema-b.pdf
OPLYSNINGSPLIGT VED KORTE OPHOLD
Vi henleder din opmærksomhed til Udenrigsministeriet generelle rejsevejledning for Tanzania inden accept og betaling på: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejsevejledninger/
Vi henleder din opmærksomhed på at være opdateret på Udenrigsministeriet inden bestilling af din rejse jf. Udenrigsministeriets rejsevejledning for Tanzania. Hvis der ved bestilling og køb af rejsen, er indrejseniveau orange eller rødt for Tanzania, kan du ikke påberåbe dig retten til vederlagsfri afmelding i Unitas Rejser A/S’ Almindelige betingelser pkt. 6.2.2, hvis indrejseniveauet i Udenrigsministeriets rejsevejledning for Tanzania fortsat er orange eller rødt på afrejsetidspunktet.
Hvis der ved bestilling og køb af rejsen, eller på afrejsedagen er orange eller rødt på UM.dk for Tanzania, er der ikke dækning for evt. evakuering fra Tanzania, hvis landet lukker ned for udenlandske besøgende under dit ophold eller danske myndigheder kræver dig hjem. Se Zanzibar Højskolens video gennemgang og vurdering af Covid-19 situationen her.
AFVIGELSER FRA GENERELLE PAKKEREJSE REGLER SAMT DIVERSE FORBEHOLD
AFLYSNING FRA DELTAGER
Vores deltagere på Zanzibar Højskolen har brug for god tid til økonomisk og logistisk planlægning og kan ikke blot springe til med kort varsel.
Derfor afviger vi her fra vores rejseudbyderes almindelige betingelser for pakkerejse pkt. 6.2.1, således, at vi kan sikre os at andre kan nå at få pladsen i god tid.
Vores aflysningsbetingelser er, som gældende:
- Ved afbestilling senest 92 dage før anførte afgangstidspunkt i rejsedokumenterne, tilbagebetaler rejsearrangøren den rejsende det erlagte beløb med fradrag af administrationsgebyr på 500 DKK.
- Ved afbestilling senere end 92 dage før og senest 64 dage før anførte afgangstidspunkt i rejsedokumenterne, har rejsearrangøren ret til at beregne sig 50% af rejsens totale pris.
- Sker afbestilling senere end 64 dage før anførte afgangstidspunkt i rejsedokumenterne, har rejsearrangøren ret til at beregne sig den totale pris for rejsen i afbestillingsgebyr.
- Ved deltagere over 40 kursister, vil det dog være muligt at overdrage rejsen til en anden person på venteliste mod et gebyr på 500 DKK, samt eventuelle omkostninger, rejsearrangøren måtte blive pålagt af rejsens underleverandører som følge af overdragelsen. Overdragelse kan alene ske, hvis den person, til hvem pakkerejsen overdrages, opfylder de af rejsearrangøren, ved aftalens indgåelse, anførte nødvendige betingelser og krav for gennemførelse af rejsen, herunder pas, visa og sundhedsmæssige krav.
PROGRAMÆNDRING
Der tages forbehold for ændringer i programmet, da der på Zanzibar kan forekomme forsinkelser og aflysninger. Lokale vejrforhold kan ligeledes medføre, at vi under opholdet er nødsaget til at ændre i programmet.
HELBREDSKRAV
Det er en forudsætning, at du er fysisk og psykisk sund og rask. Har du fysiske eller psykiske udfordringer af større eller mindre grad, er det vigtigt, at Zanzibar Højskolen oplyses om dette via e-mail inden afrejse. Hvis dette ikke overholdes, tager Zanzibar Højskolen forbehold for at dette i yderste konsekvens kan medføre hjemsendelse, hvis Zanzibar Højskolen forhindres i at udføre sit virke, eller at det på anden måde saboterer Zanzibar Højskolens synergi. I tilfælde af evt. fysiske eller psykiske lidelser er det vigtigt at Zanzibar Højskolen og eleven laver en fælles afstemning inden afrejse, således at vi undgår at det gensidigt bliver for stor en udfordring. Når dette er sagt, har Zanzibar Højskolen brede skuldre, og der skal som udgangspunkt være plads til alle.
STANDARDER I TANZANIA VS. SKANDINAVIEN
Vælger du at rejse til Zanzibar Højskolen, går vi ud fra, at du er indstillet på at møde Tanzania som Tanzania er. Der er gjort meget på Zanzibar Højskolen for at højne standarden i forhold til hygiejne, bad og toiletforhold mm. Højskolen har installeret vandrensningsfiltre på en af tilførslerne fra vandbrønden, der gør, at vi kan drikke vandet fra hanen i spisesalen. Resten af vandet på Zanzibar Højskolen er godkendt til opvask, bad og tandbørstning.
Vi er dog tvunget til at tage forbehold for, at vi ikke kan undgå Tanzanias uforudsigelighed, hvilket f.eks. kan betyde strømafbrydelser i kortere eller længere perioder, hvilket igen kan medføre en ikke-fuldt ud fungerende vandforsyning. Det er dog ikke af stor betydning for hverdagen, og vi ser i stedet på det som et kulturelt indblik i, hvor privilegerede vi egentlig er i vores vante hverdag i Skandinavien.
LOKAL TRANSPORT
Der tages forbehold for, at Zanzibar Højskolen på udflugter og rejser bruger lokal transport, hvor standarden ikke altid er, som vi kender den i Skandinavien. Det vil oftest være på komforten, men i visse tilfælde også på sikkerhedsområdet, hvor kravene ikke er eller vægtes på samme måde som i Skandinavien. På vores større udflugter, lejer vi for det meste lokale transportmidler, da vi er en stor gruppe. Andre gange anvender vi den offentlige transport, hvilket er en uforglemmelig og sjov oplevelse, hvor man kan komme til at sidde ved siden af høns i bur eller venlige og flinke lokale. Hver en lille situation vil være en oplevelse på dit ophold i Afrika, og du vil senere hen i livet huske tilbage på denne tid, med et stort smil på læben, og taknemmelighed for at få dette med i dine livserfaringer, der er med til at forme dig som menneske.
ZANZIBAR HØJSKOLENS UDVIDEDE ORDENSBESTEMMELSER
Efter pkt. 4.5 i Unitas Rejser A/S’ Almindelige betingelser, har Zanzibar Højskolen yderligere ordensbestemmelser. Dette skyldes, at vi har et stort ansvar for hinanden, og for den kultur vi befinder os i. Vi skal værne om vores renommé i lokalbefolkningen, hvis børn vi f.eks. ofte underviser i skoler m.m. Vi skal ligeledes sikre os, at alle elever føler sig trygge, og at fællesskabets interesser vejer mere end enkelte individers behov. Zanzibar Højskolens regler, rammer og guidelines er alle udviklet i samarbejde med elever, lokalbefolkningen samt det lokale personale. Alt sammen med det ovenstående formål at sikre bedste gensidige fællesskab på Zanzibar Højskolen.
ZANZIBAR HØJSKOLENS OVERORDNEDE REGLER
Zanzibar Højskolen tager stærkt afstand fra fysisk og psykisk vold, tyveri, samt brug af euforiserende stoffer. Ved sådanne tilfælde vil forløbet uden advarsel blive afbrudt med den enkelte, og der gives ingen refundering.
- I tilfælde af grov kulturel krænkelse, eller gentagelser af mange mindre kulturelle krænkelser, forbeholder Zanzibar Højskolen sig ligeledes retten til at afbryde opholdet for den enkelte kursist. I et sådan tilfælde vil der ligeledes ikke gives nogen refundering. Når du ankommer til Zanzibar Højskolen, vil alle elever få en klar forklaring om alt dette. Derfor skal du ikke være bekymret for, om du vil udføre en kulturel krænkelse, uden at være klar over dette.
BAR REGLER OG ALKOHOLPOLITIK
- Ingen drukspil (dette har vi efter erfaring besluttet os for, da drukspil ofte medfører, at alkoholindtaget bliver for højt).
- Ingen indtag af shots i højskolens bar
- Ingen alkohol på værelserne
- Alkoholindtag: Drik ikke for meget, dvs. vær altid klar nok til at kunne træffe fornuftige og sikre beslutninger. Vi er i et fremmed land med en fremmed kultur, og derfor er det ikke smart at være alt for påvirket af alkohol.
ANDRE REGLER
- Af sikkerhedsmæssige årsager er det et krav at man skriver sig ind og ud når man forlader Zanzibar Højskolen
- Der skal være ro på Zanzibar Højskolen i hverdagene kl. 21:30 og i weekenden kl. 23:30
GUIDELINES FOR SIKKERHED
Udover ovenstående regler, har Zanzibar Højskolen også formuleret en række guidelines, der både tager hensyn til den lokale kultur og til din egen sikkerhed:
- Tag ikke en dyr mobil, dankort/pung eller mange penge med i byen. Lad generelt være med at flashe dyr elektronik eller andre værdigenstande
- Modtag ikke drinks fra andre, hold øje med dit glas, og hold dig evt. til at drikke øl
- Gå altid mindst tre-fire sammen efter mørkets frembrud
- Bliv ikke alene tilbage på baren og gå ikke alene hjem fra baren
- Drik vand i løbet af aftenen
- Pas på hinanden og informér dine medkursister, hvis du ikke sover hjemme
PROCEDURE FOR HJEMSENDELSE
I tilfælde af overtrædelse af Zanzibar Højskolens ordensbestemmelser er det ledelsen, der først vurderer, hvornår en advarsel skal gives eller en evt. hjemsendelse er berettiget. Herefter kontaktes Zanzibar Højskolens ansvarlig rejseudbyder, og der træffes en endelig beslutning, jf. Unitas Rejser
A/S’ Almindelige Betingelser pkt. 4.5.
Zanzibar Højskolens normale procedure er en mundtlig advarsel, hvor en ønsket adfærdsændring præciseres. Sker der ingen ændring herefter, vil der blive givet en skriftlig advarsel.
- I visse tilfælde kan en forseelse være af så grov karakter, at en direkte hjemsendelse vil finde sted.
FORSIKRING
REJSEFORSIKRING
På dine vegne går vi med livrem og seler. Derfor er det et krav, at du har en rejseforsikring for at rejse med Global Højskole ApS og Unitas Rejser A/S.
Vi anbefaler på det kraftigste at gøre brug af vores samarbejspartner Gouda, hvilke vi over en årrække har haft yderst positivt samarbejde med.
Rejseforsikring Gouda DK
AFBESTILLINGSFORSIKRING
Vi anbefaler alle elever at tegne en Sygdoms og Afbestillingsforsikring hos Gouda Rejseforsikring, men dette er i modsætning til rejseforsikringen, ikke et krav.
- Husk det er vigtigt, at du tegner denne forsikring samtidig med, at du tilmelder dig endeligt.
Afbestillingsforsikring Gouda DK
Afbestillingsforsikring Gouda NO
Afbestillingsforsikring Gouda SE
INDBOFORSIKRING
Det er desværre ikke muligt at lave en holdbar løsning for indboforsikring på Zanzibar. Derfor er al opbevaring af værdigenstande på Zanzibar Højskolens område på eget ansvar og hører under egen forsikring.
PAS OG VISUM
Uafhængigt at dit statsborgerskab, er det et krav for opnåelse af visum at pas skal være gyldig til minimum 6 måneder efter hjemrejsedato. I lufthavnen på Zanzibar skal du medbringe 50 USD i kontanter til betaling af dit visum.
VACCINATIONER
Zanzibar Højskolen har et samarbejde med Danske Lægers Vaccinations Service (DLVS), som tilbyder alle rejsende på Zanzibar Højskolen og deres pårørende 15% rabat på alle vaccinationer.
I forhold til Covid vaccine, kræver Højskolen at man skal være færdigvaccineret ud fra givne og mulige anbefalinger på bestillingstidspunktet for rejsen. Vi tillader i visse tilfælde dispensation for disse regler, hvis eks. en evt. booster shot ikke kan nås inden afrejse. Evt. krav fra de lokale myndigheder på Zanzibar eller i Tanzania, om færdigvaccine inkl. booster eller andre indrejserestriktioner, påhviler det den rejsende at kunne indfri. I tilfælde hvor den rejsende ikke kan indfri disse restriktioner giver det ikke adgang til vederlagsfri afbestilling.
VED SYGDOM
Hvis man bliver syg, mens man er elev på Zanzibar Højskolen, anbefaler vi, at du søger læge ved behov, eller hvis du er syg i mere end 2 dage.
Hvis man skal til lægen eller på hospitalet, anbefaler vi, at man tager til Tasakhtaa Global Hospital i Stone Town
(Tasakhtaa Global Hospital, Vuga Street, Zanzibar – +255 242 232341). Skal du bruge en læge anbefaler vi at du laver en aftale med den danske læge Henrik på ZanAid Clinic, enten via fysisk eller telefonisk konsultation (ZanAid Clinic v/ Doktor Henrik Tlf. +255 777 777 112).
Ved både større og mindre sygdom er det normalt, at man betaler på Zanzibar, hvorefter pengene refunderes af rejseforsikringen. Derfor skal du gemme dine kvitteringer, så du har dokumentation på dit hospitalsbesøg.
Med Gouda Rejseforsikring har du fri adgang via appen EYR, til online lægekonsultationer med skandinaviske læger.
Her kan du høre tidligere elever fortælle om deres oplevelse med sygdom på Zanzibar Højskolen
MÅLTIDER
På Zanzibar Højskolen serveres de fleste retter, som du kender fra Skandinavien, sammen med tilbehør fra det afrikanske køkken. Retterne er udviklet sammen med danske kokke, så der er fokus på, at maden smager
godt, er sund og varierende.
Der er tre hovedmåltider samt frugt hver dag på Zanzibar Højskolen. Under udflugter sørger Zanzibar Højskolen også for frugt, eller et måltid, hvis I er afsted hen over frokost. På rejserne vil der ligeledes være mad inkluderet. Her kan det variere, hvornår på dagen det er muligt at spise, men det klarer Zanzibar Højskolen med højt humør. På individuelle ture, hvor du selv tager afsted i weekender eller på egen rejseuge, betaler du selv for dine måltider. Er du vegetar, skal du sige det til køkkenet, som vil sørge for vegetarmad til dig. Zanzibar Højskolen har også altid formået at klare de fleste madallergier. Dette snakker du også med køkkenet om, når du befinder dig på Zanzibar.
KLIMA
Klimaet på Zanzibar er tropisk, og derfor er der varmt på øen hele året rundt. Du kan forvente en gennemsnitlig dagstemperatur på mellem 25 – 30 grader og en gennemsnitlig nattemperatur på 20 – 25 grader. Årstiderne på Zanzibar er opdelt i lange, varme og tørre perioder, afbrudt af korte våde perioder. Fra oktober – december måned præget af korte byger, med en temperatur som ofte kommer op på de 30 grader, og høj luftfugtighed. Fra marts til maj falder der monsunregn, som er lange tunge regnskyl, som kan vare i op til flere dage.
Modsat temperaturen på Zanzibar, kan den gennemsnitlige nattemperatur i Tanzania komme ned på omkring 13 grader. På vores adventure-tur vil turen hovedsageligt befinde sig i bjergene, hvor temperaturen derfor også vil være tilstrækkeligt køligere.
PÅKLÆDNING
Når man befinder sig på Zanzibar Højskolens område samt nede ved stranden, skal man respektere, at man er i et andet land, som har en meget anderledes kultur fra vores. Det er tilladt at gå i sommertøj eller badetøj på stranden, dog må man ikke gå topløs som pige. Da en stor del af befolkningen har et lidt mere ”konservativt” syn på, hvordan man bør klæde sig i offentligheden, end hvad vi måske er vant til i Skandinavien, er der flere steder krav til påklædning, når man ikke befinder sig på Zanzibar Højskolen eller på stranden. For pigerne gælder det, at man skal dække skuldre og knæ. For drengene gælder det, at man ikke må have bar overkrop. Du vil ikke mærke stor påvirkning af dette, og det vil hurtigt falde dig naturligt at dække dine knæ og skuldre som pige, når du er uden for Zanzibar Højskolen. Kroppen vænner sig hurtigt til varmen og luftfugtigheden, så mere tøj vil hurtigt føles helt normalt.
SIKKERHED
Zanzibar er en fantastisk ø, hvor gæstfriheden fra de lokale beboere blomstrer og smitter af på alle, så man står tilbage med glæde og følelsen af at føle sig velkommen. Alle hilser på alle, og når man har fået et lille ordforråd på Swahili, bliver det pludselig en del af hverdagen at smile til alle på sin vej, og hilse på gebrokkent Swahili.
Zanzibar lever hovedsageligt af turister, og dem har de ingen intention om at skræmme væk. Desværre er fattigdom ofte forbundet med en stigning i visse former for kriminalitet, og der er visse forholdsregler at tage, når man rejser i Afrika og på Zanzibar. ”Do’s & Don’ts” bliver du sat ind i når du ankommer; men den sunde fornuft skal man selvfølgelig altid benytte sig af. Det er vigtigt, at man altid husker at passe på sig selv, og at man bevarer rationaliteten. Derudover skal man selvfølgelig respektere de lokale skikke og opføre sig anstændigt, som man jo skal, uanset hvor man rejser hen i verden. På Zanzibar Højskolens område er der altid vagter, der sørger for ro og orden om natten. Dog er det bare anderledes at rejse rundt i Afrika, end i Europa, hvor kultur og religion er anderledes, end hvad vi er vant til.
I fritiden er det selvfølgelig tilladt selv at tage på udflugter, og tage ud og have det sjovt sammen. Her er det vigtigt at vide, at Zanzibar Højskolen ikke har ansvaret for dig. Vi anbefaler du medbringer sund fornuft og dømmekraft, af både hensyn til den lokale kultur og af hensyn til din egen sikkerhed. Her anbefaler vi også du følger Zanzibar Højskolens udarbejde guidelines.
ØKONOMI PÅ ZANZIBAR
VALUTA
Den lokale valuta i Tanzania er tanzanianske shillings, som typisk bruges på restauranter, caféer, shopping etc. i landsbyer. Derudover kan man betale med USD. USD er dog typisk til de større betalinger; såsom ture, aktiviteter, overnatninger etc.
I Stone Town findes der op til flere hæveautomater. Der findes enkelte hæveautomater i Paje, hvorfor det kan være en god idé at hæve i Stone Town.
Derudover er det muligt at bruge visa kort på flere barer, restauranter, hoteller og i nogle butikker.
DRIKKEPENGE
Som mange andre steder i verden, er det de ekstra drikkepenge, som gør en forskel for den enkelte på arbejdspladserne. Derfor bakker vi selvfølgelig op om dette, og det er også god skik, at I som elever giver et lille bidrag til de hårdtarbejdende ansatte i møder, når I besøger restauranter, kører med taxa, eller til jeres guides under adventure-turen.
Som hovedregel gælder det, at hvis du er tilfreds med din oplevelse, eller med den mad du køber, så giver du typisk 10% i drikkepenge eller mere. Dette er ikke et krav, men det er er vigtigt at huske på, at vi er langt mere privilegerede end mange andre, og at en smule fra os, kan gøre en stor forskel hos andre.
BOLIGFORHOLD
Zanzibar Højskolen består af et stort område, som indeholder flere sammensatte matrikler og udeområder.
Vi tilbyder både korte ophold hvor man bor på skolen, samt korte ophold hvor man bor eksternt fra skolen. I sidst nævnte tilfælde vil det være det eksterne steds faciliteter som vil gøre sig gældende.
Bor man på Zanzibar Højskolen vil man som kursist som udgangspunkt altid bo på hovedområdet i værelser med tre-seks personer (oftest fire) i hhv. bungalows og to hovedbygninger med tilhørende værelser.
Zanzibar Højskolen holder til på Zanzibar Adventure School (ZAS). Dette har Zanzibar Højskolen gjort siden 2004 og været rigtig glade for. Zanzibar Højskolen forbeholder sig dog retten til at ændre lokal skoleudbyder, hvis dette bliver nødvendigt, hvilket i så fald vil indebære, at Zanzibar Højskolen vil finde lignende faciliteter på Zanzibar til at facilitere dit højskoleophold.