Masser af oplevelser venter på dig på Zanzibar. Efter snart fire måneder som elever på Zanzibar Højskolen er vi klar til at viderebringe vores anbefalinger og erfaringer. Her får I vores bud på de fem bedste ture på Zanzibar.
Skrevet af Nanna Dideriksen og Frida Conrad, elever på Zanzibar Højskolen
1: Stand Up Paddling ved mangroveskoven
En helt fantastisk tur, som klart kan anbefales. Specielt hvis den bliver timet således, at I formår at se solnedgangen. Du står på paddleboard ind igennem smalle kanaler i den tætte mangroveskov nær Michamvi – lidt nord for højskolen.
Turen afsluttes med lækker friskskåret frugt og den flotteste stjerneklare aftenhimmel. Du kan bestille turen i Zanzibar Højskolens reception.
2: Blue Safari
En rigtig hyggelig dagstur, der består af lidt af hvert. Blandt andet kommer man både igennem lidt snorkling blandt en masse faverige fisk, flotte koraller og mangrovetræer. Det må være enhvers drøm at opleve under sin rejse i sabbatåret.
Derudover bliver den lækreste frokost serveret, bestående af hummer, rejer og andet lækkert seafood, samt pommes og ris.
3: Spice Tour
Turen der tager dig med ud på gennemgang af Zanzibars velsmagende- og duftende guld: krydderier.
Undervejs uddeles der smags- og duftprøver, og man bliver taget igennem en grundig gennemgang af guiden Mr. Spice. Til sidst bliver der serveret et super lækkert, lokalt hjemmelavet måltid.
4: Scootertur
Øen Zanzibar er ikke specielt stor, og man kan derfor på forholdvis kort tid nå ret vidt omkring på en scooter. Om det blot gælder en dagstur rundt på sydøen eller en weekendtur til Nungwi, så er det super sjovt.
Man får øen at se på en helt anden måde og bliver hilst på af både store og små, når man kører igennem de mange små landsbyer. Kan helt klart anbefales (på trods af punkteringer og andre forhindringer).
5: Stonetown
I Zanzibars ’hovedstad’ kan man opleve en masse. Det er både muligt at tage på tur til Prison Island, gå på det lokale tøjmarked (kaos) og spise en masse lækre steder.
Det er en by, de fleste elever besøger op til flere gange, både for at få købt landsbyvenligt tøj og souvenirs, men også fordi det er en mega fed by bare at gå rundt i og observere de lokale.