Skip to main content
vores guide til madoplevelser

Der er masser af gode spisesteder på Zanzibar. Efter snart fire måneder som elever på Zanzibar Højskolen er vi klar til at viderebringe vores anbefalinger – og her får i vores bud på de fem bedste steder at spise på Zanzibar.

Skrevet af Nanna Dideriksen og Frida Conrad, elever på Zanzibar Højskolen

1: B4

B4 er en restaurant i højskolens hjemby Paje – og den er kendt for to ting; Burgere og Brunch. Hvis man craver en typisk fast food burger, som man kender den fra Danmark, så er B4 et rigtig fint bud. Med swahili-priser får man en god burger til billige penge. Ud over fast food serveres der også en lækker brunch på B4, hvor man kan få yougurt, pandekager og lækkert groft brød.

2: Summer Beach

Vores stamsted er helt klart blevet Summer Beach i Paje. Det er en hyggelig afslappet beach bar, hvor menuen byder på simpel, men lækker mad og kolde velsmagende drikkevarer. Det gælder både en almindelig hverdagseftermiddag til en iskaffe og fredag aften inden dans på Jambobar til delikate cocktails. Alt i alt er stemningen bare altid god, og bartenderne er blevet vores venner.

3: Park Hyatt Hotel i Stonetown

I løbet af dit ophold på Højskolen kommer der et tidspunkt, hvor du virkelig craver en god vestlig brunch. Her er Park Hyatt Hotel i Stonetown svaret! De har ALT. Friskpresset juice, nybrygget kaffe og kold kokosmælk direkte fra kokosnødden. Udover dette kan man få utallige forskellige slags æg, pandekager, vafler, brød, kage, pålæg og vi kunne blive ved. Der findes simpelthen ikke det, man ikke kan få. Det hele er yderst velsmagende, og man går derfra propmæt.

4: Forodhani Food Market i Stonetown

Hvis man har lyst til at prøve en anderledes og kulturel oplevelse, så kan det lokale madmarked i Stonetown klart anbefales. Man kan få alt fra fisk og skaldyr (som man dog helst skal holde sig fra, medmindre man vil ligge med afrika-mave dagen efter) til en simpel kyllingesharwama. Til dessert kan man nyde en såkaldt Zanzibar-pizza, hvilket er en slags indbagt pizza med alt, hvad hjertet begærer fra det søde køkken (nutella, banan, snickers mm.). Det koster næsten ingenting, og med i prisen får du en flot udsigt ud over havet.

5: Bahari Pizza Restaurant i Jambiani

Når man trænger til at komme lidt væk fra skolens aftensmad, så er et populært tilflugtsted et pizzeria, der ligger i nabobyen Jambiani. Her serverer de god italiensk mad i form af store pizzaer og cremede pastaretter. Og det er jo noget alle kan lide.